torsdag den 27. december 2012

Ugle-jule-kuglen.

Vi nyder vores lille juletræ hver dag - og det bliver tændt - helt til "Hellig tre konger". Det er der vist ikke mange, der gør mere, men det holder vi i hævd. Der er mange, der mener, at julen nu er ovre - men NEJ, den er først lige begyndt!
Den fine glaskugle med uglerne i, havde Christian på 7 år sagt, at hans mor skulle købe til mig. Christian ved, at jeg elsker ugler - han har også i foråret købt ugler som øreringe til mig. En betænksom dreng!
Jeg er igang med at sy 3 etuier til de 3 børnebørn i Hjørring. De er til deres nintendoer, og de har selv valgt stofferne via min Ipad - det er nu smart.

lørdag den 22. december 2012

Julegaven blev færdig.

Mit broderi blev færdigt. Gaven skal afleveres i morgen.
Vore venners dejlige unge datter elsker sit kukkeur, som hun har hjemme hos sine forældre, hvor hun ofte er på weekend. Men i hendes lejlighed i bofællesskabet, er det ikke let at administrere et - derfor fik jeg idéen med at brodere et til hende i julegave. Jeg tegnede et op på råhvidt stof og broderede det bagefter. Det er monteret rundt om en ramme med malerlærred.
Jeg håber, hun bliver glad for det, selv om det ikke kan kukke.

Og december måned er bare gået så hurtigt, derfor er her ikke kommet nogle indlæg.

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

mandag den 3. december 2012

Adventsgaver.

Hvor er jeg dog heldig. Tænk at have sådan en sød veninde Kirsten i Sorø, der har sendt mig en adventskalender. Hvor blev jeg glad, da vi kom hjem i går fra Fyn, hvor vi passede børnebørn, og der lå en pakke til mig. De er så smukt indpakkede med grønne juletræer som gavemærker og i glinsende rødt/hvidt papir - tilmed et smukt englekort. Og min første pakke indeholdt det fineste strikkekit til 3 små julemus. Dem må jeg snart igang med. TUSIND TAK KÆRE KIRSTEN.

søndag den 11. november 2012

SYR OG SYR......

Jeg laver skam noget, men det går langsomt med "Vinterbilledet" fra "Quilt my design" - det bliver jo syet i hånden, og der er mange små stykker, der skal applikeres og senere en del broderi. I øjeblikket syr jeg på de 5 kviste med sne på - og det er bitte små stykker, der skal sys og vendes. I får et billede, når jeg får dem syet på.

lørdag den 3. november 2012

NY LIVSSTIL.

Jeg ved jo godt, hvad der er sundt og usundt. Men hvis jeg først går om bord i noget sødt eller kage, så kan jeg ikke stoppe. Jeg har i flere år gerne villet veje noget mindre. Mine knæ ville have godt af det, og det vil bestemt også se kønnere ud.
Så hørte jeg forleden om "en kur" på www.madlog.dk
Det lød så let, så jeg sprang hurtigt på den. Jeg har meldt mig til 10 uger for kun kr.99,-. Det er da billigt.
Man indtaster sin højde og vægt og hvor meget, man gerne vil tabe - jeg har satset på 1 kg om ugen. Tænk, hvis jeg virkelig skulle veje 10 kg mindre den 9.jan.13, hvor de 10 uger er gået.
På det grundlag, man skriver, regner "madlog" ud, hvor mange kcal, jeg må få dagligt. Man indtaster sin madvare, og der står rigtig mange på listen. Derefter regnes der automatisk ud, hvor mange kcal jeg har tilbage til resten af dagen. Motion kan også skrives ind.
DE FØRSTE 2 DØGN ER GÅET FORRYGENDE. - Det er jo en svær tid, jeg går i møde med julegodter osv. - men det gode er, at jeg må faktsik spise alt, det bliver bare trukket fra i mit daglige kcal forbrug. Derfor er det op til en selv, hvad man vil. I aftes fik jeg også et glas vin. Det er dejligt, at man ikke kun skal spise nogle bestemte madvarer.
SÅ PRØV ENDELIG, HVIS DER ER NOGLE, DER HAR LYST.

mandag den 29. oktober 2012

FANTASTISK UDSTILLING

 
                                              THORNING MUSEUM VED KJELLERUP.
Gå ikke glip af den fantastiske udstilling "Stickning" af den svenske formgiver Britt-Marie Christoffersen. Det er de smukkeste trøjer, der er strikket - mest i retstrikning med enkle fremtrædende mønstre. På den røde trøje, er der lavet huller, hvorefter der er opsamlet masker på strømpepinde og strikket hvide ret ringe, der "krøller" rundt af sig selv. På de to mønster billeder kan I se, at det faktisk er strikket patchwork.
 Udstillingen varer til den 25. nov. Der bliver måske tale om en lille forlængelse, da udstillingen er meget populær. Fra oktober, er der kun åbent i weekenden, MEN hvis man ringer til museet, må man gerne komme, når medarbejderne er på arbejde.
Man kan købe en stor flot bog om mønstrene på udstillingen - nu i paperback til kun kr 225,- (medbring kontanter).
Det var en god oplevelse, jeg i eftermiddag havde med et par veninder.
 

tirsdag den 23. oktober 2012

Lille i byen taske.

Så blev fødselsdagsgaven til min veninde færdig. Det er en lille i byen taske, hvor der kan være pung, læbestift m.m. Mønstret er fra "Sy og rens" i Sorø. De har på mønstret brugt et stykke strik til at sætte ind i midten. Man kan jo bruge mange forskellige stykker stof til det. Forsiden er syet som "Stamp".

lørdag den 13. oktober 2012

Kursus i Hørning med Wenche fra "Northern quilts".

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle på stitchery kursus med Wenche fra Norge. Det var Helene Juul, der oprettede dette kursus. Wenche har lavet kursus flere gange i Hørning, men det var første gang, jeg var med.
Det var en dejlig dag med masser af inspiration til kommende julegaver. I dag fik jeg syet den lille julemus på posen - indeni posen er der en rulle sejlgarn, og det er så "halen", der kommer ud af hullet. Jeg fik også prøvet at male lidt skygge med de billige vokskridt, der kan købes mange steder. Det fungerede godt, og farven blev fixeret få sekunder med strygejern - uden damp.
Wenche er en fantastisk tegner, og motiverne egner sig virkelig godt til stitchery.
En inspirerende dag med Wenche og Helene samt 34 andre glade "piger".

lørdag den 29. september 2012

JEG NÅEDE DET.


DEJLIGT. MIN TEHÆTTE TIL VORE VENNER BLEV FÆRDIG HER TIL AFTEN.
Mønstret er fra Linette "Quilt my design", hun har syet sin tehætte i brun,beige, råhvide farver. Jeg  brugte, hvad jeg havde i mine gemmer. Linettes mønstre er så gennemarbejdede, at de er lette at gå til. Noget har jeg applikeret på i hånden, bakkerne er syet på med symaskinen, Fårene er syet på med en hvid tråd  zig-zag, de sorte hoveder, hale, øre og ben er broderet på med en tråd sort amagergarn - ligeså de små blomster. Der er quiltet lidt på bakkerne med symaskinen og på den lange strimmel, der forbinder for- og bagsidehætten. Jeg har quiltet i hånden med en changerende tråd rundt om huse og træer. Teksten er syet med en tråd rød-orange blomstergarn. Bogstaverne blev ikke helt lige store, de er nemlig ikke blevet tegnet op først.Tiden snød mig.

onsdag den 26. september 2012

Når jeg det ...?


Hvorfor er jeg ofte i sidste øjeblik!! Denne tehætte - mønster fra "Quilt my design" SKAL være færdig på tirsdag. En gave til vore dejlige venner. Indtil nu har jeg syet i hånden, men jeg må vist til at overgå til maskinsyning, der hvor jeg kan. For der er mange småting, der skal sys i hånden. Tehætten er rigtig hyggelig at sy, og jeg vil nyde det endnu mere, hvis jeg havde bedre tid. Bagsiden bliver nok kune med bakker, men det går vel også.

tirsdag den 11. september 2012

Nu er jeg færdig med mit hjemmearbejde.

Jeg går 5 gange inden jul på det dejligste kursus hos "Quilt my design" i Vejle. Vi har lært, hvordan vi skal sy tage med sne -vi bruger krympestof på det ene stykke stof. De 5 tage består af stof, krympestof og igen et stykke stof, som sys ret mod ret. Hvert tag vendes, inden det sys fast på huset med bitte små sting i hånden. Der er nu syet 12 dele på det sorte hørstof, og man skal huske at sy de 2 skorstensdele på, inden det hvide snetag.
Jeg glæder mig til næste gang, hvor vi skal lære at sy døre, vinduer, spændende træer og sneen under husene.

søndag den 2. september 2012

Broderi på kvindemuseet i Aarhus.


Jeg har været til en fin lille broderiudstilling på Kvindemuseet i Aarhus. Udstillingen varer til midt i september, der er lukket på mandage. Pelse Asboe fra "Broderi Moderne" har syet flere af tingene bl.a. de to øverste broderier. Hun er fantastisk dygtig og finder hele tiden på noget nyt. Jeg blev så "varm" på Aros-puden, at jeg har købt sykit til den. Men der er mange andre, der også har leveret broderier til udstillingen bl.a. er der en masse små nålepuder - de er rigtig søde og meget forskellige. Udstillingen kan bestemt anbefales.

søndag den 26. august 2012

ENDELIG TRÆF I ROSKILDE.

Ih, hvor har jeg glædet mig til dagen i går, hvor jeg var med i bussen fra Horsens, som "Vitus Bering Quilterne" havde sørget for. Hvor var der mange spændende ting derovre. I kan se mine indkøb ovenfor: 3 bøger, sykit til en taske fra "Den lille lade", lækre mønstre fra fra "Sy og rens" og "Helene Juul" m.fl. Og lidt stof blev der også til med sko, katte-avis og 9 røde stoffer fra "En Bente Ting". Jeg står ofte og mangler røde stoffer, når jeg skal sy flag. Det er dejligt med bordet fyldt op, og nu skal det lægges på plads, så jeg kan få gjort noget færdigt, inden de nye projekter. Det forreste smukke hjertekræmmerhus har min veninde Kirsten fra "Sy og rens" sandelig syet til mig. Jeg ved lige, hvor det skal hænge i julemåneden.

mandag den 13. august 2012

UGLEPUDEN.


Så fik jeg syet puden til min kusine. Jeg håber, hun bliver glad for den. Den skal stå i deres mørkeblå lænestol eller sofa. Jeg har selv designet puden. Den har været sjov at sy. Uglerne er af filt.

søndag den 12. august 2012

EN FØDSELSDAGSGAVE TIL KUSINEN.

Jeg er igang med denne uglepude til min dejlige kusine Jette. Nu er det meste klippet i filt, der mangler endnu noget ved øjnene, og måske skal uglerne sidde på en gren. Jeg sætter et billede på min blog, når puden er helt færdig.

lørdag den 4. august 2012

En mere.

Når man først har syet en toilettaske efter et godt mønster - ja, så får man lyst til at sy flere. Dette lidt kraftige elefantstof egner sig også godt, og denne gang har jeg syet foret til lynlåsen i hånden. Men jeg synes nu, at det tager for lang tid i forhold til taskens udseende, så det vil jeg ikke gøre mere. De store perler, jeg bruger til at sætte i lynlåsens snor er fra et armbånd, som jeg ikke brugte mere.

onsdag den 1. august 2012

Lille skæv altmulig taske.


Jeg har fået foræret et mønster fra Tyskland. Det er købt hos "Stoffwerk Taunus", og mønstret hedder "Gute Laune Tasche". Det var virkelig sjovt at sy tasken, som kan bruges som penalhus, til CD`er eller kosmetiktaske m.m. Der skal bruges halvdelen af 90 cm lynlås, jeg køber altid lynlåse i metermål i alverdens farver hos "Hannes" i Vejerslev - hun sender gerne. Den skal sys i lidt kraftigt stof, så får den den rigtige facon - lynlåsen går lige ned under bunden.

søndag den 29. juli 2012

Tabt for omverdenen.

De sidste dage har jeg bare læst og læst. Det er en fantastisk - men også en gribende bog, som Karin Mørch har skrevet om deres dengang 6- årige datter. Den lille pige fik konstateret knuder i hjernen, som ikke var ondartede, men som ville forvolde skader, hvis ikke den største knude blev fjernet. I bogen følger man hele forløbet på sygehuse samt livet i familien med mor, far og 3 andre børn. Den bog vil jeg anbefale alle at læse - så skønner vi mere på, når vi har raske børn og børnebørn. En tak til Karin Mørch for den gribende bog, som også må have været svær at skrive.

fredag den 20. juli 2012

Ingen breve.

Vi er syge - har omgangssyge. Jeg skylder at sende breve samt en give away. Men I må lige have tålmodighed. Jeg ligger skiftevis på sengen og på sofaen.
Kærlig hilsen Kirsten.

søndag den 15. juli 2012

VINDEREN BLEV INGE - TIL LYKKE.


Kære Inge. Hjertelig til lykke til dig, det var flot, du kunne gætte det. Taskemønstret er fra Quilt My Design. Jeg kunne jo ikke vise mere af det ensfarvede stykke, for så kunne I have set broderiet, som jeg er i gang med.
Inge - du får en lille GIVE AWAY - endnu har jeg ikke helt bestemt, hvad det skal være.
Billedet her er desværre blevet dårligt i aftenlyset - klokken er lige passeret midnat.
Sidst i næste uge, sender jeg brevet til dig - vi får børnebørn på ferie.
Godnat til de, der læser her nu. Knus fra Kirsten.

lørdag den 14. juli 2012

Konkurrencen til min "Give away".


Her er de stoffer, der skal bruges til min taske. Jeg mangler dog 4 små smalle kanter samt stof til hank. Jeg har endnu ikke bestemt disse farver. I skal jo gætte, hvilket taske mønster, det er, jeg syr. I kan se en lille "snip" af noget ensfarvet stof - dette kan jeg ikke vise mere af, for så gætter I, hvilket mønster jeg syr. Jeg syr tasken i helt andre farver, end mønstret viser. Man skal være fast læser af min blog, for at deltage i konkurrencen. Den heldige -- hvis der er nogen - bliver offentliggjort på torsdag den 19.april. Den første, der gætter det rigtige mønster, vinder. God fornøjelse.

onsdag den 11. juli 2012

En afslappet Sille.

Her er vores dejlige kat Sille - den er helt afslappet, som I kan se. Vi har lige været på Mors et par dage, så den nød, da vi kom hjem. Vi har en sød dame til at passe den, når vi ikke er hjemme.
jeg har ikke haft tid til at klippe eller sy, så I må lige have tålmodighed med flere billeder til konkurrencen med en lille "GIVE AWAY".

søndag den 8. juli 2012

Ny GIVE AWAY.

SÅ ER HER ALLEREDE IGEN EN NY GIVE AWAY.Gaven bliver ikke så stor som sidst, men dog værd at eje.
Denne gang skal I gætte hvilken taske, jeg er gået i gang med at sy. Det skal siges, at jeg bruger andre stoffer, end mønstret angiver. Der skal både bruges maskin- og håndsyning. Her viser jeg det første, jeg har skåret. Der følger flere billeder de næste dage. Hvis der er flere, der gætter rigtigt, bliver der trukket lod. Konkurrencen løber til torsdag den 19. juli. Hvis nogen gætter det rigtige mønster inden da, er det vedkommende, der vinder.
Konkurrencen løber også på facebook. Man skal være fast læser for at deltage.
jeg håber, I får det lidt sjovt.

Krukkehaven.

På vores lille grund, nyder vi vore krukker fyldt med blomster. Der er dog også blomster i nogle af bedene - og så er der ukrudt mellem fliserne, som I ser. Men det tager vi ikke så tungt. I dag har der været for varmt til at gøre noget ved det. Det gælder om at nyde solen.

fredag den 6. juli 2012

UNDSKYLD FORSINKELSEN.

Undskyld forsinkelsen, her kom en uventet gæst.
Så fik min mand trukket den lovede GIVE AWAY, som består af 3 mønstre. Jeg håber, at den heldige bliver glad. Alle har deltaget - både herfra, fra facebook og fra min mail.
Den heldige vinder blev:

Pia Børge Petersen.

Vil du sende mig din adresse, så vil jeg sende mønstrene senest på mandag.
God weekend til alle fra Kirsten.

torsdag den 5. juli 2012

GIVE AWAY TRÆKKES I MORGEN VED FROKOSTTID.


Den lovede GIVE AWAY trækkes i morgen omkring frokosttid. Den ser ud som på billedet. Håber, at den heldige bliver glad for gaven. Min mand trækker selvfølgelig lod blandt alle, der har sendt løsningen/kommentarer her, på facebook eller på min mail. Dejligt - jeg fik jo 65 faste læsere.

lørdag den 30. juni 2012

2 pige-penalhuse.

Så blev pigernes penalhuse færdige - nu går det faktisk ret hurtigt, men efter at have syet 6, skal jeg ikke hele tiden kikke i vejledningen.

torsdag den 28. juni 2012

Jeg har lovet en "GIVE AWAY".

Jeg lovede en konkurrence og en "Give away", når jeg havde 60 faste læsere. Nu har jeg lige opdaget, at jeg har 62 - dejligt - det er virkelig gået hurtigt.

Den lille konkurrence lyder sådan - måske er den for let : Find hvad der mangler på billedet, det var jo meningen, at alle de 4 penalhuse skulle være ens. Skriv det under kommentarer sammen med jeres blogadresse eller e-mail, så jeg kan finde vinderen fredag den 6. juli kl 12.
Der er sikkert mange, der gætter det, og så trækker jeg lod om vinderen.
Jeg sætter et billede af min "GIVE AWAY" EN AF DAGENE.
Rigtig god fornøjelse.

onsdag den 27. juni 2012

GIVE AWAY.

NÅR JEG HAR 60 FASTE LÆSERE, LAVER JEG EN LILLE KONKURRENCE, SOM DE FASTE LÆSERE KAN DELTAGE I -  OG MÅSKE VINDE EN HEMMELIG GIVE AWAY.

lørdag den 23. juni 2012

Så blev der tid til det første af 4 pennalhuse med fodboldstof til Valdemar. De 3 andre drenge: Holger, Anders og Christian skal også have. Dernæst skal der i tøsestof sys til de 2 piger på 5 og 3: Ingrid og Agnes. De skal alle være færdige til næste weekend. Mønstret er fra bogen "A passion for patchwork" af Lise Bergene.
Fodboldstoffet samt de farvede lynlåse med skydere (findes i alverdens skønne farver) er købt hos "Hannes" i Vejerslev. Hun sender meget gerne bestillingerne for en fast porto-pris for kun kr 20,- og alle hendes stoffer koster kun kr 90,- pr m.

lørdag den 16. juni 2012

Ekstra gave til min svoger.


Jeg synes, min svoger skal have en lille ekstra gave til sin 65-års fødselsdag. Jeg fandt på at sy et lille fødselsdagsophæng til ham, det er lidt større end A4. De bor i nummer 45 - det midterste hus - min svoger kører på en rød motorcykel, han holder høns, og deres børn/børnebørn flyver tit til Karup eller Aalborg fra København - derfor flyvemaskinen. Min svgerinde har det altid fint med blomster både inde og ude. Jeg begyndte med græs og himmel samt de 3 huse, som blev syet på symaskine med en lille tæt zig-zag. Efterhånden fandt jeg på de forskellige ting, hvor det meste er broderet med stitchery sting, kædesting  og franske knuder. Det var sjovt at sy. Der er to små ringe bagpå til ophængning til fødselsdage i familien.

torsdag den 14. juni 2012

2 dages ferioophold

Vi har sammen med vore gode venner fra Fåborg været på 2 døgns ophold på Sjælland på Menstrup kro ved Næstved. Det var et skønt ophold: dejlige store værelser og helt fantastiske aftensmenuer med 3 retter. Det kan kun anbefales, og de har billige tilbud.
Vi så bl.a. Gavnø slot, som har en skøn park - den bliver endnu flottere i den nærmeste tid, alle rosenknopperne stod på spring.
Vi drak kaffe ved Karrebæksminde - købte billige gaver hos Kähler og Holmegaard outlet.
På hjemvejen fik jeg ½ times ophold hos "Sy og rens" i Sorø, som er min foretrukne patchwork butik i Danmark. - Købte kun lidt - jeg skal jo til det årlige patchworktræf i Roskilde i august.
Dejlige dage med gode venner.

søndag den 10. juni 2012

Sommerbillede

Dette A4 sommerbillede syede jeg for flere år siden. Jeg håber, at billedet kan hjælpe på, at vi snart får sommer til Danmark.

søndag den 3. juni 2012

Så fik jeg syet et omslag til en A5 bog (Kinabog). Der er isat et gammelt broderi, som min svigermor har syet i en navneklud. Omslaget kan selvfølgelig flyttes til en ny bog, når denne er skrevet ud.
Jeg har egentlig tænkt mig, at jeg vil prøve, om jeg kan sælge nogle af de ting, jeg syr. Problemet er: "HVAD SKAL TINGENE KOSTE" - JEG VIL GERNE MODTAGE KOMMENTARER.
Jeg havde først tænkt kr 150,-. Men så tænkte jeg kr 140,-. Vægten er desværre lige over 250 g, så B post porto vil koste kr. 30,- som skal oveni. Lyder det urimeligt?

fredag den 1. juni 2012

Her er det meste af mine indkøb fra NQT i Aalborg. De 4 norske hæfter "My quilt" var lidt dyre, men de er super gode med mønstre og meget fine vejledninger. Dem tror jeg, at jeg får megen glæde af. Så var der en fransk broderibog "Vert" med fine broderier til stitchery eller korstingsmotiver - mange små motiver, så de kan sys og sættes sammen med patchwork. Den bog købte jeg hos en svensk butik. Endelig et smukt kit til en fødselsdagsserviet fra "Quilt my design" - det er utroligt, hvad Linette får lavet - hendes ideer er helt unikke - og jeg kan ikke stå for dem, det er der mange andre, der heller ikke kan.
Desuden købte jeg 10 m lynlås i alverdens skønne farver samt 4 stykker skønt stof hos "Hannes"- disse to ting, kunne jeg ikke leve uden!
Jeg håber, jeg får syet lidt her i weekenden, inden jeg skal til Fyn nogle dage.
God weekend til jer alle.

mandag den 28. maj 2012

Hjemme igen.

Så er vi hjemme igen efter 15 dejlige dage ved Saltum. Sommerhuset lå 800 m fra havet, det nød vi rigtig meget.
Jeg nåede jo både "uldfestivallen" i Saltum og "Nordisk patchwork træf" i Aalborg.
Denne quilt er fra udstillingen. Jeg synes, den er helt fantastisk. Det er Eva Have, der har syet denne pose med dette hav af forskellige fingerbøl. Det er kun bagsiden af posen, der er syet fast på denne quilt, ellers vælter posen ud i rummet - fantastisk.
Hvor får Eva dog ideerne fra. Jeg kender Eva gennem min mand, som har gået i klasse med Eva i de 3 gymnasieår.
Jeg er endnu ikke færdig med at pakke ud. Når det bliver gjort, skal jeg nok vise lidt indkøb her på min blog. I må lige have lidt tålmodighed ....

onsdag den 9. maj 2012

Jeg har lige syet et par poser til værtindegaver. Der er rødvin og lidt chokolade i. Poserne kan jo bruges til mange ting: lidt flútes eller til garnnøglet der ellers triller rundt på gulvet. Ja, der er et hav af muligheder. Vi skal nemlig i byen et par gange, og så er det godt, at have lidt på lager. Jeg har brugt "hannes" vejledning til at sy efter - den er god og let.

mandag den 7. maj 2012

Giro Italia

Ja - en 65-årig kan vel også lave lidt sjov - jeg kan ikke lade være. Er nu klar til at tage til Hovedgård og se de få sekunder, som giro Italia kører gennem byen. Jeg tror, at Claus går flere meter fra mig!

mandag den 30. april 2012

WEEKEND PÅ FEMØ.

 Jeg har sammen med min mand Claus, hans søster og bror og deres ægtefæller været på Femø i weekenden. Claus` familie stammer derfra, og det var mange år siden, at de havde været der. Vi 3 andre havde aldrig været der. Vi havde lejet et lækkert nyt 8-kantet sommerhus, hvorfra vi let kunne gå til stranden. Hvis man ville, kunne man går rundt om øen på 5 timer. Men da vi kun var der en weekend, ville vi ikke gøre det. Vi kørte til Spodsbjerg på Langeland, sejlede til Kragenæs på Lolland, kørte 27 km og sejlede så til Femø. De to sejlture tog ca 50 min. hver. I går søndag havde vi det dejligste solskinsvejr  derovre - ganske vist blæste det en del, så færgen blev lidt forsinket på hjemvejen. Der er mange fugle, vi så et hav af svaner, gæs, fasaner samt en masse harer.
Denne ø kan bestemt anbefales til et besøg.
 
 
 
Posted by Picasa

søndag den 22. april 2012

Her er min "mug rug" - brugt som bordkort til min fødselsdag - i nærbillede. Gæsterne var meget glade for at få deres egen med hjem til kaffe- tekrus.

torsdag den 19. april 2012

Mit fødselsdagsbord.

Jeg havde den 17.april 2012 en helt fantastisk 65 års fødselsdag med besøg af gode veninder, patchworkere og tidligere kolleger til brunch. Jeg havde købt  bordeaux farvet bomuldsfarvet stof til dug - der kan sys af det bagefter! Jeg havde syet "bordkort" - med navn- som de måtte tage med hjem, som en lille "mug rug" (til at sætte et krus kaffe/te på).
Jeg fik ene dejlige gaver: plaid i de skønneste farver til at hygge mig under på sofaen, dejlige øreringe i alle afskygninger - så jeg kan skifte hver dag, rødvin, chokolade, bogen "Det syvende barn", 2 søde indkøbstasker, patchworkbog til stitchery med stof og amagergarn, en smuk stor ring, 2 håndarbejdsbøger, brusebadsgele`, Georg Jensen lysestager, strikket og hæklet rustikt og smart tørklæde, en skøn makeup-pung i patchwork, et relief kunstværk "Den leende fisk" lavet i raku af min seminarieveninde keramiker Gerd Baarstrøm, créme brulée sæt samt et smukt stykke stof, halskæde i alle farver med øreringe, en hula-hop ring - og jeg mangler endnu at få et par gaver. Vi snakkede og hyggede os hele dagen. Jeg kunne slet ikke falde i søvn om aftenen, fordi det havde været sådan en dejlig dag. Tak til alle de søde gæster.

søndag den 8. april 2012

Påskeæg.

Jeg fik lyst til at prøve at filte påskeæg. Jeg købte et kit hos "Filtestedet" i Hallund ved Brønderslev. Der kan blive 6-9 små påskeæg i 3 farver. Jeg mangler endnu at dekorere det lilla og det grønne æg. De blev filtet forleden dag i bilen på vej til Fyn, og det var ikke mig, der kørte. Jeg regner med, at de i dag skal op at hænge i vinduet. Rigtig god påske til alle, der kikker med her på siden.

tirsdag den 3. april 2012

2 hæklede armbånd.

I øjeblikket er det sådan lidt forskelligt, jeg laver. Har lige syet 4 dækkeservietter med 4 forskellige maskinbroderede pindsvin på. Men glemte at fotografere dem, inden de blev foræret væk. I aftes hæklede jeg disse 2 armbånd. Det bliver til flere i andre farver den kommende tid. Jeg slår mellem 40 - 50 masker op på hæklenål nummer 3,5. Hækler 4 rækker frem og tilbage - brug 1 lm til at vende med. Hækl den lange række sammen til et rør. Hækl derefter enderne sammen - hæft ender, og armbåndet er færdigt. Mit garn var lidt tykt, så jeg hæklede kun med 1 tråd.

lørdag den 17. marts 2012

Håndarbejdsmessen i Middelfart.

Jeg havde sammen med et par gode veninder en dejlig dag på håndarbejdsmessen i Middelfart i går. Som I kan se på det første billede, er det nogle dejlige indkøb, jeg har gjort. Det kribler i fingrene for at komme i gang. Der var også gratis blade "I tråd med tiden" fra 2009, som man gratis kunne tage. Rigtig dejligt. 
Jeg har en god veninde Kirsten i Sorø. Vi har gennem nogle år givet hinanden et eller andet, når vi mødes på diverse patchworkmesser. Her kan I se, hvad hun havde med til mig i går. Missemønster + stof, 2 dejlige mønstre på påskekyllinger, en sød pincet samt et strikket påskeæg med haremisser.
Hvor heldig har jeg dog lov til at være!!

tirsdag den 13. marts 2012

En lille prøve.

Jeg fandt en fin vejledning på at sy lynlås i en lille sminkepung på http://www.tolgensblogspot.com/

Gå ned til 4. marts på hendes side og læs hvordan. Jeg satte lidt for i min - havde lige et stykke filt liggende, men pladevar havde været bedre. Sminkepungen er blevet lidt for bumlet. Jeg mangler også lige at sætte en lille snor med en perle i lynlåsen til at trække med. Det er en fin måde, det er blevet vist på med mange billeder.

søndag den 11. marts 2012

Christian 7 år.

Så har vi haft en dejlig weekend i Hjørring for at fejre den mellemste Christian, der blev 7 i torsdags. Som en overraskelse havde jeg bagt en fodboldkage - en chokoladekage - og den vakte jubel. Christian havde også sit nye fodboldtøj på, og det klædte ham godt.

tirsdag den 6. marts 2012

Endelig nye øreringe.

Så har jeg haft de første øreringe på i 6 uger og kunne så i dag endelig skifte dem ud med de nye indkøbte med sorte katte. Jeg fandt dem på en netside i Norge, og jeg kunne ikke stå for dem. Det har så været lidt besværligt at få dem betalt, og der kom et gebyr på med kr 65,-. Men jeg måtte altså eje dem.

søndag den 19. februar 2012

SØNDAGSPROJEKT.

Så fik jeg syet ugletoiletpungen, som jeg så gerne ville. Broderimønstret er fra Emb.Garden. I går forsøgte jeg at gå efter beskrivelsen - 10 sider. Men kom ikke længere end til lynlåsen - og det gik ikke godt. Jeg skulle nemlig hele tiden holde forskellige ting fast med limspray - prøvede også tape og knappenåle. Det duede ikke. Jeg tog det hele ud af maskinen og havde faktisk opgivet. Var vågen lidt i nat og fik en idé.
I dag begyndte jeg så ved punkt 9 på broderiet. Da det var syet, syede jeg resten af toiletpungen på min egen måde med lynlås og for. Og jeg er selv tilfreds.
For første gang har jeg sat lidt perler i, så lynlåsen lettere kan lukkes op.
Nu vil jeg slappe af med et glas vin sammen med min mand.

lørdag den 11. februar 2012

Den åbne ugle.

Der var ønske om at se uglen, når vingerne er udfoldede. Her er billedet så. Uglen skal ikke stoppes for meget ud med fyld, da der så ikke kan være noget i lommerne.