søndag den 19. februar 2012

SØNDAGSPROJEKT.

Så fik jeg syet ugletoiletpungen, som jeg så gerne ville. Broderimønstret er fra Emb.Garden. I går forsøgte jeg at gå efter beskrivelsen - 10 sider. Men kom ikke længere end til lynlåsen - og det gik ikke godt. Jeg skulle nemlig hele tiden holde forskellige ting fast med limspray - prøvede også tape og knappenåle. Det duede ikke. Jeg tog det hele ud af maskinen og havde faktisk opgivet. Var vågen lidt i nat og fik en idé.
I dag begyndte jeg så ved punkt 9 på broderiet. Da det var syet, syede jeg resten af toiletpungen på min egen måde med lynlås og for. Og jeg er selv tilfreds.
For første gang har jeg sat lidt perler i, så lynlåsen lettere kan lukkes op.
Nu vil jeg slappe af med et glas vin sammen med min mand.

lørdag den 11. februar 2012

Den åbne ugle.

Der var ønske om at se uglen, når vingerne er udfoldede. Her er billedet så. Uglen skal ikke stoppes for meget ud med fyld, da der så ikke kan være noget i lommerne.

Ugle-etui.

Her er billedet af min ugle. Det er et sy-etui. Når vingerne lukkes op, kan der sættes nåle indvendigt. Ved siden af saksen er der 2 små lommer til et par småting. Mønstret er fra EMG. Den var ikke helt let at sy, jeg er heller ikke så vant til den slags ting. Der var 10 siders engelsk vejledning, og jeg lavede dog også flere fejl, som jeg måtte rette. Det lærte jeg så noget af. I de to stykker elastik skulle der sættes to trådruller, så uglen kan stå. Det vil min dog ikke, selv om jeg har prøvet med mange forskellige trådruller. Jeg tror, min ugle vil have en gren fra skoven at sidde på. Den må findes på min næste skovtur.

tirsdag den 7. februar 2012

Stof og stil.

Kunne ikke lade være - vi var i søndags i Aalborg til en familiesammenkomst. Jeg havde læst, at STOF OG STIL havde søndagsåbent, og Claus var sød til at tage en bog med og sidde i forretningen at læse i de godt 3 kvarter, jeg brugte. Jeg synes selv, at jeg fandt nogle dejlige stoffer. Det meste af de nederste 5 m mørk bordeaux/mørklilla skal bruges til en dug. Bagefter kan jeg vaske stoffet og sy af det. Det er en meget smuk farve, så det skal nok blive brugt. Ugler kan altid bruges og de ensfarvede stoffer til 29,95 pr m kan kombineres med flere af de mønstrede stoffer .. jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.
Men lige nu gælder det en ugle på broderimaskinen. Der er kun vinger og krop, men vingerne kan foldes ud, og der er små lommer på maven, som kan bruges til lille saks m.m. Jeg har udskrevet vejledningen på 10 sider, så det er spændende, om jeg kan finde ud af det. Det kneb med at få mønstret over på disketten til maskinen, jeg måtte have Finn Guldager i telefonen, så jeg kunne gelejdes igennem. Helt let var det ikke. Dejligt, de altid er så søde til at hjælpe deroppe i Aarhus.
Posted by Picasa