tirsdag den 31. december 2013

Sidste patchworkprojekt i 2013.

Jeg nåede at blive færdig inden det gamle år rinder ud. Denne tærtefut har længe ligget klar - har købt kit hos "Den lille lade"(både alm. butik og net butik) i Ejstrupholm. Det er en dejlig farverig oplevelse at besøge Ragnhilds butik. En patchwork veninde har fortalt mig, at det er en god idé at sy skråbånd på i de yderste håndtags buer, da der er mange lag stof/fyld - det virker godt. Jeg syr skråbånd på fra retsiden på symaskinen og syr til i hånden bagefter på bagsiden - fint arbejde til TV. Godt nytår til alle her.

mandag den 23. december 2013

Sidste mug rug i byttelegen.

Er denne mug rug ikke flot? Jeg har netop modtaget den med posten fra Lis i Aalborg sammen med et yndigt lille juletræ og et smukt julekort. Tusind tak Lis og tak til Gitte Møldrup for ulejligheden med byttelegen. Det har været rigtig sjovt. Samtidig vil jeg gerne ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår ... og jeg kan jo håbe på, at jeg får en person mere, der vil være medlem på min blog, så jeg runder de 100.

lørdag den 21. december 2013

Rudolf småkager.

Så er jeg færdig med 50 Rudolf småkager til de 6 børnebørn og deres forældres besøg på mandag.

fredag den 20. december 2013

Glædelig jul.

Jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Her er et billede af mine kære blytræsko nisser samt den juleløber, jeg syede for ca. 40 år siden. Det er dejligt, at der er mange, der kikker ind på min blog ... og hvem ved, om jeg skulle runde de 100 "følgere" her i juleferien. Juleknus til jer alle fra Kirsten.

tirsdag den 17. december 2013

Bytteleg - MUG RUG.

Her er min 4. og sidste MUG RUG i byttelegen, som Gitte Møldrup har stået for. Jeg har købt "julefrimærker" hos "Hannes", og jeg fik så den idé at sy et postkort, hvor tekst og adresse er broderet i hånden. Jeg har skjult adressen på Lis, så hun bliver ved med at være anonym. Denne mug rug blev nødt til at være lidt større end normalt, da den skulle passe til frimærket. Rigtig god jul til alle, der læser med her fra Kirsten.

lørdag den 14. december 2013

MIN NISSESTOL 2013.

Denne solide børnebambusstol fik jeg i 1949, da jeg var 2 år. Den er siden blevet brugt af min lillebror, vor boxerhund Malle, vore 2 døtre, de 6 børnebørn og vore 2 katte. Nu er der kun nisserne, der kan være i den, så de har fået hæderspladsen fremover til jul.

onsdag den 11. december 2013

Gaver til min nisseven.

Mon ikke min nisseven Lisbeth i Solrød venter på posten? Nu bliver de små pakker sendt i dag - håber, hun kan bruge dem.

fredag den 6. december 2013

ÅRETS JULETRÆ 2013.

Så blev mit juletræ færdigt. Det har bare været så sjovt at sy, og min dygtige underviser Linette fra "Quilt my design" sælger mønsteret. Træet er syet i flere lag, og til sidst kommer der sort brudetyl over, hvorpå der frihåndsquiltes. Så klippes de 5 stykker, og der monteres foer stof. Til sidst sys de 5 stykker sammen i hånden. Der sys en slags inder pose med ris som fyld, så juletræet kommer i facon.

torsdag den 5. december 2013

Brev fra min nisseven.

Min nisseven Lisbeth har sendt dette smarte hylster til synåle - man skruer dem op og de folder sig ud i vifteform. Jeg fik også et stykke sødt nissestof. Det er dejligt at have en nisseven. Der var et sødt kort med af "Noahs ark".