torsdag den 2. april 2015

JUBI - PÅSKEKAGE TIL KAFFEN.



Megen bagning bliver der ikke til her i huset, da jeg hellere vil sy. Men nu skulle det være. Jeg er ofte inde på en dejlig blog: UNIKARINA-MIN KREATIVE VERDEN. Der var en opskrift på banankage bagt som muffins. Da jeg havde 2-3 bananer og kunne supplere med lidt henkogt frugt, som blev blendet sammen, bagte jeg kagen. Jeg bagte den i en mellem størrelse bradepande, og de 45 min ved 175 grader, som der stod i opskriften, passede også til min ovn. Vi har lige drukket kaffe, og kagen smagte bare såååå godt. Bliver vist nødt til at fryse noget, så vi ikke spiser den for hurtigt.
God påske til mine læsere.

onsdag den 1. april 2015

T-shirts med FROST motiver.



Så fik jeg syet de 2 T-shirts i det søde FROST stof, som vore 2 pige børnebørn Agnes på 5 og Ingrid på 7 er vilde med. Det er første gang, jeg syr i stretch stof, og jeg vil meget hellere sy i bomulds stof, som der jo bruges til patchwork. Men jeg er dog tilfreds med resultaterne. Min Bernina B 710 kan jo heldigvis meget, og med lidt telefonhjælp fra Finn Guldager, der hjalp med indstillingen af trykfodstrykket, gik det godt. Ligeså er det første gang, jeg syr med dobbeltnål, og det er ikke sidste. Det giver et proffessionelt resultat.
Stoffet og mønster til bluserne er købt hos STOF OG SY i Skanderborg.
Jeg glæder mig til pigerne får bluserne.