torsdag den 21. maj 2015

Mini pung.



Jeg var i sidste uge til QUILTEFESTIVAL i Aulby. Det var en rigtig god messe med 12 fine butikker/stande. Tilmed var der rigtig gode demonstrationer i et særskilt lokale. Der var også en kæmpe flot patchwork udstilling med et hav af flotte tæpper.
Hos Bøgelund patchwork sad Karina Sloth Hansen og syede disse mini punge. Der kunne købes et kit til en lille pung som denne til kun kr. 25,- pladevat og foer måler fra start 15 x 15 cm. Den er let at sy, og de små ting er ikke til at stå for. Karina viste også, hvordan man syr punge/mapper i gennemsigtigt plastic. Hun var dygtig til at lære fra sig. Og det var gratis at komme ind på messen, og der var fyldt med mennesker.


torsdag den 14. maj 2015

QUILTEFESTIVAL I AULBY MAJ 2015.


Det har været en dejlig dag sammen med en god veninde i Aulby i dag. Vi var der kl. 10, og der var hurtigt sort af mennesker. Jeg synes, der var mange spændende ting, og det var en kæmpe stor flot udstilling af patchworktæpper. Dejligt at møde så mange gode bekendte.
Der var mange fine demonstrationer såvel i et særskilt lokale som i det store salgslokale. Jeg lærte  og fik lyst til at prøve flere ting af.
Og aldrig før har jeg været så fornuftig!! Få men gode indkøb! Dejligt, det også kan forekomme.
Ved 16- tiden var der tyndet meget ud i menneske mængden, og vi satte kursen mod Jylland efter en rigtig hyggelig og udbytterig dag.

mandag den 4. maj 2015

Begyndelsen til en skov fyldt med træer.

 
Her er begyndelsen til et slumretæppe til vore venner, der bliver 70 og 75 i august.
Der skal sys - måske 70 træer i denne størrelse og nogle, der er et nummer større.
Derfor har jeg besluttet, at jeg vil prøve at sy nogle næsten hver dag, så tiden ikke pludselig løber fra mig. Der skal jo også quiltes til sidst. Men de er hyggelige at sy, og man skærer 2 ad gangen og bytter farverne om. Heldigvis har jeg gennem lang tid samlet på grønne stoffer, så jeg har noget at gøre med. Er spændt på resultatet, som jeg nok skal vise sidst i august.