søndag den 28. august 2016

DANSK PATCHWORK FORENINGS TRÆF 2016.

I går havde jeg en dejlig dag i Odense Kongrescenter, hvor DANSK PATCHWORK FORENING afholder TRÆF. Der var så mange indbydende butikker, hvor man sagtens kunne blive fristet - hvilket jeg da også blev. Men jeg købte også billige ting, bl.a. 3 ældre patchwork blade til i alt kr. 10,-, og 8 ruller stof til kr. 100,-. Mit bedste køb er nok den dejlige lysplade med super godt led lys. Den bliver fantastisk at bruge, når jeg skal tegne stitchery billeder af på stof. Dejligt at møde så mange bekendte, hvor vi næsten kun har tid til et hurtigt "HEJ" - vi skal jo nå at opleve alt det, vi kan! Der var en meget flot medlemsudstilling, hvor man kunne have gået i dagevis!

torsdag den 4. august 2016

Se, hvad barnebarn Agnes på 7 har lavet.

Vi har haft besøg af Agnes på 7 år i 3 dage, det har været så hyggeligt. Hun ville gerne lave noget til sine forældre, som i dag har 15 års bryllupsdag. På PINTEREST havde jeg set disse kaktus lavet af HAMA-PERLER. Jeg udskrev siden til Agnes, og så kunne hun selv lægge de fine mønstre med perlerne. Vi købte 2 små urtepotter, jeg kom sand i og "plantede rødderne" med en klat lim ned i sandet. Øverst kom der lidt flis. Hendes forældre blev meget glade for gaven, og jeg synes bestemt også, at de 2 blomster er meget fine og holdbare!