mandag den 29. maj 2017

2 jordbær dækkeservietter

Jeg har syet 2 dækkeservietter med jordbær. De skal indgå i en fødselsdagsgave til en meget haveinteresseret bekendt, og de har alt i deres have - også jordbær!

lørdag den 27. maj 2017

Flere gaver ...

Så kom Frederiksberg familien på besøg til aften. De var på vej hjem fra Djursland, hvor de har besøgt venner i sommerhus nogle dage. Og se de søde ting, de havde med til mig. Skålen har barnebarn Ingrid og datter Anne lavet til mig på et kursus, og de har skrevet fint bagpå skålen. Den søde nålepude har barnebarn Christian på 13 år syet til mig på symaskine i skolen. Og mønstret hedder Log Cabin. Den er jeg meget glad for.

torsdag den 25. maj 2017

Endelig lidt nyt!

I dag var min mand og jeg på en hyggetur til Aulby Quiltefestival - og min mand ønskede selv at komme med! Vi tog først sammen en rundtur i området/udstilling/butikker, og så "løb" jeg selv rundt bagefter, mens min mand gik tur i det dejlige vejr. Jeg var meget fornuftig med mine indkøb: en flot pilekurv, et flettet piletræ, stofrester - der var billige - et par små mønstre samt mønster på en sød juleløber. Derefter spiste vi vore medbragte madpakker og kørte så ned under Lillebæltsbroen til det kæmpe marked. Der købte jeg en fødselsdagsgave til en i familien. Helt igennem en dejlig dag i skønt vejr - og hyggeligt at møde så mange søde patchwork kvinder.